LaLiga

Barca skamroser ‘AC’: Ikke dårligt for en mand, der kom gratis fra Chelsea

Der hersker næppe nogen tvivl om, at FC Barcelona er godt tilfredse med danske Andreas Christensen, som klubben beskriver som 'evigt tilstede'.

Andreas Christensen er blevet en fast bestanddel i FC Barcelonas forsvar, og spanierne er vilde med deres danske midterforsvarer.
Foto: Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix

Sammen med Robert Lewandowski er Andreas Christensen formentlig den nytilføjelse, som de er mest tilfredse med i FC Barcelona.

Den danske midterforsvarer har fået stor ros fra flere sider i denne sæson, og særligt efter sejren over ærkerivalerne fra Real Madrid i Super Cuppen, har roserne væltet ind.

Nu er det klubben selv, der stemmer i og roser den danske landsholdsspiller.

– Med [Ronald] Araujo og [Jules] Koundé til højre er Christensen blevet en af hovedårerne til at få bolden ud bagfra, noget han viste sig særligt i stand til i Super Cup-finalen mod Real Madrid.

– Kun én af hans 63 afleveringer nåede ikke frem til målet, og han mistede kun bolden to gange i 68 spilinvolveringer. Han vandt også tre af sine fire dueller, og det er ikke noget nyt. Danskeren leverede lignende statistikker i udekampen mod Atletico Madrid.

– Ikke dårligt for en mand, som kom gratis fra Chelsea og debuterede imod Rayo Vallecano i sæsonens første ligakamp, lyder det på FC Barcelonas hjemmeside.

Barca udklasserede Real i Super Cup-finalen

Andreas Christensen blev i oktober ramt af en ankelskade, og efter en lidt svingende start på sæsonen, måtte han skadet se til fra bænken i tre Champions League-kampe og fem LaLiga-kampe.

Derefter har der dog ikke været en finger at sætte på præstationerne fra danskeren, som FC Barcelona selv beskriver som ‘En fundamental del af Xavis gameplan’.

– Han spillede nogle kampe og sad over i andre forud for sin skade mod Inter. Barca røg ud af Champions League og led nederlag i El Clasico, mens han var ude i en måned. Siden han kom tilbage, har han praktisk talt været evigt tilstede, lyder roserne.

Siden sin skade han Andreas Christensen kun siddet helt over i pokalkampen mod Intercity den 4. janaur. I morgen torsdag får han dog atter chancen i den spanske pokalturnering, når FC Barcelona skal på besøg hos Ceuta fra den tredjebedste række.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P