
Medie: Depay og Atlético er enige – Barça-krav står i vejen
Der skulle være en aftale på plads om de personlige vilkår mellem Atlético Madrid og Memphis Depay, men nu står FC Barcelona angiveligt i vejen for en transfer.

Det ser i stigende grad ud til, at FC Barcelonas offensive hollænder, Memphis Depay, snart er fortid i den catalanske storklub.
Således kom det forleden frem, at Depay har besluttet sig for at forlade FC Barcelona i den nærmeste fremtid – og gerne allerede i løbet af transfervinduet i januar.
De seneste dages rygter har meldt om en varm kontaktlinje mellem Memphis Depay og Atlético Madrid – en information som den troværdige transferjournalist, Fabrizio Romano, også har været ude at bekræfte. Nu tyder alt på, at de to parter er blevet enige om Depays personlige forhold i forbindelse med et skifte. Kun FC Barcelona står således i vejen for en januar-transfer. Det skriver Mundo Deportivo tirsdag.
Ifølge mediet står alt klar til en transfer, hvis bare Barça siger ‘ja’. Men det har den catalanske storklub ikke umiddelbart i sinde at gøre uden krav. Mediet melder nemlig, at Atlético Madrid ikke ønsker at betale for Depay, da hollænderen i skrivende stund har kontraktudløb i FC Barcelona allerede til sommer og derfor kan gå frit.
Modsat har FC Barcelona et ønske om at modtage en transfersum for Depay, hvis han skal skifte i januar. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så vil man have fingrene i Atlético Madrid-kantspilleren, Yannick Carrasco, i stedet i en byttehandel.
Ifølge mediets oplysninger er det disse krav fra FC Barcelona, der har sat transferen på standby for nu.

Mediet oplyser, at Atlético og Depay angiveligt har forhandlet sig frem til en aftale, der sender den 28-årige hollænder til klubben på en aftale, der løber frem til sommeren 2025.
Memphis Depay har blot repræsenteret FC Barcelona fire gange i denne sæson. Samlet set har Depay i skrivende stund spillet 42 kampe med 14 mål og to assists til følge, siden han skiftede til klubben i sommeren 2021.