3F Superligaen

FCN tager afsked med amerikaner

Det er aldrig blevet helt til det gennembrud, der ellers var under opsejling, og nu tager amerikanske Jonathan Amon afsked med FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland forlænger ikke kontrakten med amerikanske Jonathan Amon, der nu er fri til at søge nye udfordringer.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Talentet, farten og drømmene var til det, men kroppen blev en begrænsning.

Amerikanske Jonathan Amon havde stort set alt, der skulle til for at nå den absolutte top i dansk fodbold, men nu er den 23-årige offensivspiller færdig i Danmark.

Den nu tidligere FC Nordsjælland-spiller får ikke forlænget sin kontrakt med Superligaens førerhold. Amon skrev i efteråret en kort kontraktforlængelse med Farum-klubben, en kontrakt der udløb ved nytår.

– Jeg vil gerne takke alle i FC Nordsjælland for alt det, de har gjort for mig igennem årene. Jeg har haft en fantastisk tid, og det har været en lang rejse, men jeg sætter virkelig pris på hver og én i klubben – alt fra staben til køkkenet og administrationen, lyder det fra Amon.

– Nu er det tid til at se, hvor skæbnen fører mig hen, men uanset hvad, er jeg sikker på, at jeg vil se alle sammen igen. Tusind tak for denne gang.

I alt blev det til 41 kampe for Amon for FC Nordsjælland, og her bidrog han med ni mål og seks assist.

Officielt: Marcondes vender hjem til FC Nordsjælland

I oktober 2020 løb han dog ind i en knæskade, som han trods mange comeback-forsøg aldrig nåede at komme sig helt over.

– Vi lavede en halvårsforlængelse med ham i sommer for at give ham optimale muligheder for at genoptræne med vores dygtige performance team, så han ville være klar til at angribe en ny udfordring fra årsskiftet af, og det er dér, vi nu er, forklarer sportschef i FC Nordsjælland, Jan Laursen.

– Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden og glæder os til, at han kommer forbi klubben på et tidspunkt og siger farvel til fans og medarbejdere. Der skal også lyde en stor tak til hans familie, der ligesom Jonathan har knyttet bånd med mange mennesker i vores klub og organisation, lyder det videre fra Laursen.

Jonathan Amon har to amerikanske A-landskampe på cv’et. De to kampe for USA kom i henholdsvis 2018 og 2019.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P