Conte om spark fra Tottenham-fan efter slutfløjt: Ikke godt
Det udviklede sig til lidt af et drama kort efter slutfløjt, da en Tottenham-fan sparkede Arsenal-keeper Aaron Ramsdale i ryggen.
Da Arsenal søndag sejrede med 0-2 ude over ærkerivalerne fra Tottenham, udspillede der sig en uheldig scene.
Kort efter slutfløjt gik Arsenals målmand, Aaron Ramsdale, ned bag sit mål for at samle sin drikkedunk op fra jorden, men da han bukkede sig ned havde en Tottenham-fan fået bevæget sig så tæt på, at han kunne ramme Ramsdale i ryggen med et spark.
Selvom sparket ikke så ud til at påvirke Arsenal-keeperen det store, så opstod der selvsagt en del tumult efterfølgende.
Efter kampen blev Tottenham-manager Antonio Conte forholdt til situationen, som han naturligvis ikke bifalder.
– Jeg så det ikke. Jeg så kun den store forvirring. Hvis den slags er sket, så er det ikke godt.
– Vi bliver nødt til altid at udvise respekt for modstanderen i hvert eneste øjeblik. Hvis spilleren har været udsat for det her, så kan jeg ikke lide det, siger Antonio Conte ifølge The Athletic.
Ramsdale efter spark: Det efterlader en bitter smagDu kan se episoden, hvor Aaron Ramsdale bliver sparket af en Tottenham-fan, i videoen øverst i artiklen.