Medie: Viborg-spids på vej til japansk fodbold
Transfervinduet er åbent, og nu kan Viborgs stærke spydspids Jay-Roy Grot være på vej til japansk fodbold.
Der er bud efter de mest scorende spillere i Superligaen.
I går solgte FC Nordsjælland superligatopscorer Andreas Schjelderup til Benfica, mens der i dag er bud efter nummer to på den liste.
Viborgs Jay-Roy Grot har lavet ni mål i efteråret, og ifølge B.T. har det vækket interesse i Japan. Nærmere bestemt fra Kashiwa Reysol.
Hollænderen har kontraktudløb til sommer, og ifølge mediets oplysninger vil Viborg sælge Grot, da det ikke har været muligt at lande en aftale om kontraktforlængelse.
Prisen lyder angiveligt på 1,7 millioner euro eller knap 13 millioner kroner.
Viborg spillede fredag testkamp mod Vendsyssel. Her var Viborg-topscoreren fraværende og cheftræner Jacob Friis vævende i sit svar på, hvordan det kunne være.
Viborg forlænger med vigtig spiller– Jay har jo gjort det rigtig godt, så han har fået en fridag. Og så må folk selv tolke på det, siger cheftræner Jacob Friis til Viborg Stifts Folkeblad.
Dermed tyder meget altså på, at en transfer er lige oppe over for Jay-Roy Grot.