
Medie: FCK’er jagtes af klubber fra Serie A og Ligue 1
Der er angiveligt rift om at sikre F.C. Københavns Marko Stamenic. Således rygtes klubber fra den bedste række i Italien og Frankrig varme på midtbanespilleren.

Marko Stamenic forlader F.C. København til sommer. Men det kan måske ske endnu tidligere.
I hvert fald meldes flere klubber fra stærke ligaer interesseret i den 20-årige midtbanespiller fra New Zealand, der har kontraktudløb til sommer og ikke har ønsket at forlænge.
Der er angiveligt tale om klubber fra blandt andet Serie A og Ligue 1 blandt bejlerne til Marko Stamenic, der har kæmpet sig ind på holdet i F.C. København og også deltaget i klubbens Champions League-kampe i efteråret.
Det er det New Zealandske medie Stuff, der melder om interessen, som også er at finde blandt klubber i den engelske Championship. Der nævnes dog ingen navne på klubberne.
En navngiven klub er dog tidligere blevet meldt interesseret i Stamenic, nemlig den serbiske storklub Røde Stjerne Beograd, der er forsvarende mestre og i skrivende stund fører den bedste serbiske række. Det kan du læse mere om herunder.

Med eller uden Marko Stamenic, tager F.C. København hul på forårssæsonen den 19. februar, hvor holdet skal et smut til Silkeborg. Der er kick off klokken 16.00.