Drømmestart som cheftræner i Holland glippede i tillægstiden for Silberbauer
Michael Silberbauer stod søndag i spidsen for FC Utrecht for første gang, og her lykkedes det næsten den danske cheftræner at slå ligaens tophold, Feyenoord.
Det var tæt på at blive til den helt store drømmestart for Michael Silberbauer som cheftræner i FC Utrecht.
Efter at have været foran med 1-0 i stort set hele opgøret, fik gæsterne fra Feyenoord således udlignet til 1-1 i dommerens tillægstid. Det blev samtidig kampens resultat.
Feyenoord kom ellers til kampen som ubesejret i de seneste seks kampe i den hollandske Eredivisie, hvor seneste nederlag faldt ude mod storklubben PSV.
Som om den ubesejrede Feyenoord-stime ikke var en svær nok opgave i sig selv, så indtager gæsterne også førstepladsen i den bedste hollandske række.
FC Utrechts føringsmål faldt i opgørets indledning, da Bas Dost fandt frem til Jens Toornstra med en hælaflevering i Feyenoord-feltet, hvorfra han kunne bringe Michael Silberbauer og co. på sejrskurs i det tredje minut.
Til trods for et mindre overtag i både spil og chancer, formåede Feyenoord ikke at få bolden i mål i den resterende ordinære spilletid.
Først i dommerens tillægstid lykkedes det gæsterne, da Alireza Jahanbakhsh fik udlignet og dermed snød Michael Silberbauer for en helt igennem gennemført drømmedebut.
Officielt: Silberbauer bliver cheftræner i FC UtrechtMichael Silberbauer må ellers have haft Feyenoord helt frisk i erindringen forud for søndagens opgør.
Således var han med på sidelinjen mod det hollandske mandskab ad to omgange i efteråret, da han som assistenttræner i FC Midtjylland var med til at spille 2-2 både ude og hjemme mod Feyenoord i Europa League.
Med sejren det uafgjorte resultat kravler Michael Silberbauer og FC Utrecht op på syvendepladsen i tabellen. Feyenoord indtager fortsat førstepladsen med tre point ned til PSV og fire point ned til Ajax, der dog har spillet en kamp færre.