Benfica-træner langer ud efter ‘respektløse’ Chelsea: De gør spilleren skør
Rygterne om Chelseas forsøg på at hente Enzo Fernandez har svirret længe, men nu har Benfica-træner Roger Schmidt fået nok.
Chelsea vil gerne hente Enzo Fernandez i Benfica. Benfica vil ikke af med ham. Han har en frikøbsklausul på omkring 900 millioner kroner.
Så er banen kridtet op, og det virker måske endda også til at være ganske simpelt – Vil Chelsea have Enzo Fernandez denne vinter, må de udløse frikøbsklausulen.
Alt er dog ikke helt så lige til, som det ellers kunne se ud.
Det fortæller Benficas cheftræner, Roger Schmidt, på et pressemøde.
Her langer han godt og grundigt ud efter Chelsea, som han mener bruger ufine kneb og gør Enzo Fernandez “skør”.
– Der er en klub, som vil have vores spiller. De ved, at vi ikke har lyst til at sælge spilleren.
– De ved, at de kun kan få spilleren ved at betale frikøbsklausulen.
– Så det er meget tydeligt at se, hvad klubben som gerne vil købe Enzo foretager sig. Det er respektløst overfor os alle, og jeg kan ikke acceptere det, de har gang i.
– De gør spilleren skør, og så lader de som om, de kan betale frikøbsklausulen for derefter at ville forhandle om prisen i stedet.
– Det er ikke den slags, jeg forstår ved et godt forhold mellem klubber, som måske vil diskutere om en spiller, lyder ordene fra Roger Schmidt.
Benfica-trænerens udtalelser kommer i kølvandet på torsdagens tidligere meldinger om, at forhandlingerne mellem Chelsea og Benfica skulle være kollapset.
Her peger flere medier på, at Chelsea enten ikke ønsker, eller ikke er i stand til, at betale hele frikøbsklausulen – 900 millioner kroner – på én gang, og i stedet har bedt om lov til at dele betalingen op i bidder. Noget, som Benfica har afvist.
Nu vil Chelsea gøre Enzo Fernandez til den dyreste spiller i Premier Leagues historie: Se hele top 10Hvad angår Roger Schmidts henvisning til at Chelsea har gjort Enzo Fernandes “skør”, kunne han meget vel henvise til det faktum, at den unge argentiner er udeblevet fra træning i Benfica for i stedet at flyve til sit hjemland – uden tilladelse fra klubben.
Du kan se en video af Roger Schmidts udtalelser ved at følge tweetet nedenfor.