
Ny Brøndby-cheftræner skifter kvit og frit
Jesper Sørensen har ikke kostet Brøndby IF så meget som en krone i overgangssum at hente ind fra DBU og U21-landsholdet.

Det har ikke kostet Brøndby IF en krone at hente den nu tidligere danske U21-landstræner, Jesper Sørensen, ind som ny cheftræner på Vestegnen.
Og det selvom, at Sørensen forlængede sin kontrakt med DBU frem til 2024 så sent som i starten af december.
Det skriver flere medier – heriblandt Ekstra Bladet og TV2SPORT.
Ifølge medierne har der ikke været tale om en overgangssum i forbindelse med Jesper Sørensens skifte til Brøndby. Det skyldtes blandt andet timingen i skiftet, der sker i en periode, hvor der ikke er vigtige U21-landskampe på programmet.
En oplysning der ligeledes bekræftes af DBU’s talent- og udviklingschef, Kenneth Heiner-Møller.
Han forklarer, at en af årsagerne til den gnidningsfri overgang var, at U21-mandskabet ikke har nogen betydende kampe før tidligst i efteråret, da man ikke opnåede kvalifikation til sommerens EM-slutrunde.

Jesper Sørensen har sat sin underskrift på en kontrakt hos Brøndby, der løber frem til sommeren 2025.