
Bizart: Messi tilbudt millioner for kontroversiel beklædning
Lionel Messi er angiveligt blevet tilbudt en million dollars for den sort og guld-farvede kåbe han blev iført under fejringen af VM-trofæet.

VM i Qatar bød på kontroverser fra start til slut.
De færreste havde formentlig regnet med, at det ikoniske trofæløft ville skabe andre overskrifter end udelukkende med vinderen i titlen.

Men da Lionel Messi endelig var klar til at løfte den guldbelagte pokal, måtte han vente på, at emiren i Qatar iklædte den lille argentiner i en sort og guld kåbe ved navn bisht.
Den seance har fået en advokat og parlamentsmedlem i Oman til at hige efter beklædningen.
Ahmed Al Barwani er navnet på den omanske advokat, og han offentliggjorde sin interesse med en besked til Messi på twitter – og et tårnhøjt bud.
– Stort tillykke med at vinde Verdensmesterskaberne i Qatar 2022. Den arabiske bisht er et symbol på ridderlighed og visdom. Jeg tilbyder dig 1 million dollars i bytte for den bisht, lyder beskeden fra Al Barwani.
Omsat til danske kroner kan Messi blive syv millioner kroner rigere, såfremt han indvilliger i handlen.