CV: Nye ejere gør, at vi kan accelerere rent sportsligt
Brøndby lider lige nu af, at de sportsligt peakede med mesterskabet 2021, men klubbens nye ejere gør, at der nu igen kan trædes på speederen.
Brøndby har siden mesterskabet i 2021 været nede i en bølgedal rent sportsligt.
Den dal skyldes blandt andet affødte effekter af mesterskabet, hvor blandt andre Jesper Lindstrøm, Morten Frendrup og Mikael Uhre havde vist sig så flot frem, at de blev solgt for store millionbeløb til udlandet.
I november købte Global Football Holdings sig ind i Brøndby, og det nye ejerskab giver blandt andet fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, nogle helt nye muligheder.
– De nye ejere giver jo selvfølgelig også en helt ny situation for os rent sportsligt, hvor vi er i stand til at kunne accelerere den del, så det glæder vi os også til, siger ‘CV’ til Brøndby tv.
Brøndbys sportslige ansvarlige erkender da også, at der har været sportslige udsving siden mesterskabet i forrige sæson, men fremtidsplanerne ligger klar.
Journalist: Brøndby vil hente én til hver kæde– Efter mesterskabet var der en del udskiftning i truppen, og vi må bare sige, at vi køber ikke en-til-en, og man får ikke implementeret alt på en dag, så de udsving der har været, har lidt at gøre med det.
– Vi har betalt en pris for at vi nåede vores peak, og vi fik lavet en par gode transfer, som i øvrigt er en del af forretningen, og så er vi begyndt at bygge op igen, og det er jo det, der er planen, at vi på et tidspunkt, forhåbentlig snart, igen peaker rent sportsligt, lyder det fra Carsten V. Jensen.
Brøndby sparker anden halvsæson i Superligaen igang den 19. februar, hvor de tager imod AC Horsens hjemme på Brøndby Stadion. I skrivende stund er Brøndby at finde på Superligaens 10. plads.