Medie: Tidligere Bundesligastjerne fanget i Iran
En protest-deltagelse i Berlin betyder, at den tidligere Wolfsburg-profil, Ashkan Dejagah ikke kan forlade Iran.
Han er født i Teheran, men han har spillet for samtlige tyske ungdomslandshold.
36-årige Ashkan Dejagah er kommet i klemme i sit hjemland, hvor han slet og ret bliver tilbageholdt.
I sidste måned betød det, at han ikke kunne rejse med sit nuværende hold, Foolad, på træningslejr i De Forenede Arabiske Emirater. Det bekræfter Dejagahs agent på twitter.
– Ashkan Dejagah, den tidligere iranske landsholdanfører og tyske U21-landsholdsspiller, fik for fire uger siden udrejseforbud. Han måtte ikke deltage på træningslejr i Dubai med sit hold, skriver Dejagahs agent, Reze Fazeli på twitter og fortsætter:
– Grund: At han udtrykte sine kondolencer til efterladte.
Dejagah har ifølge Deutsche Welle deltaget i en frihedsprotest ved Brandenburger Tor i Berlin. En protest der havde til formål at vise utilfredshed med den iranske regering.
Ifølge den tyske avis skulle deltagelsen sågar have resulteret i, at Dejagah er blevet anholdt og tilbageholdt af de iranske myndigheder.
36-årige Ashkan Dejagah flyttede allerede som etårig til Tyskland med sine forældre. Han fik tysk statsborgerskab som 16-årig, men trods kampe for alle tyske ungdomslandshold valgte han i 2012 at repræsentere Irans A-landshold, som han de efterfølgende syv år nåede at repræsentere 52 gange.
International spillerforening er i chok: Iransk fodboldspiller står til at blive henrettetDejagah startede sin professionelle karriere i Hertha Berlin, hvorfra turen gik videre til Wolfsburg. Herfra gik turen videre til Premier League og Fulham, inden qatarske Al-Arabi i små tre år havde fornøjelsen af den arbejdsomme wing.
Efterfølgende vendte han tilbage til Wolfsburg, inden turen gik via Nottingham Forest hjem til Iran og Tractor Sazi. Efter en enkelt sæson i qatarske Al-Shahania SC skiftede Dejagah denne sommer igen til den iranske liga, hvor Foolad stod klar med en kontrakt.