3F Superligaen

Flemming Povlsen revser AGF’s efterår: Forløsningen har ikke været der

En ny træner og flere nye spillere har fået AGF et stykke af vejen set i forhold til sidste sæson, men endnu har forløsningen ikke fundet sted på Ceres Park.

Den tidligere AGF- og landsholdsprofil, Flemming Povlsen, er ikke entydigt begejstret for det, han har set fra AGF i dette efterår.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

AGF sluttede sidste sæson rigtig skidt, og i sommerpausen blev David Nielsen skiftet ud med Uwe Rösler.

Efter en god start på sæsonen er den tyske cheftrænernes tog gået i stå, og nu ligger Aarhus-klubben på en øjeblikkelig ottendeplads i Superligaen.

Er den placering ikke forbedret, når grundspillet om fem kampe er overstået, så kan AGF for anden sæson i træk vinke farvel til ambitionen om en plads i mesterskabsspillet.

Spørger man klubbens tidligere angrebsprofil, Flemming Povlsen, hvad en misset top-seks-placering vil betyde, så er han ikke i tvivl.

– En kæmpe skuffelse.

– Alt er igen sat ind på, at top-seks skal være et mål. Allerede sidste sæson blev der investeret rigtig meget i den her top-seks mulighed. Nu har de fået ny træner, ny øjnene på, ny tilgang til spillet. Nye spillere kommer ind og skal definere det her; Mads Emil Madsen kommer hjem fra udlandet, [Kevin] Yakob kommer fra Sverige, Mikael Anderson er også vigtig. Der er brugt rigtig mange penge på det her, men forløsningen har ikke været der, siger Flemming Povlsen på Eurosport.

AGF sluttede sidste sæson af med at vinde én af sæsonen sidste 15 kampe, og kun takket være et godt efterår, klarede klubben fra Fredensvang frisag i nedrykningskampen.

AGF-julefrokost endte galt: Spiller anholdt efter klammeri

Den dårlige stime blev vendt i den nye sæson, og der har da også været flere positive ting at tage med fra ‘det nye AGF’.

– I starten var jeg også selv meget begejstret for, at AGF’s tilgang var mere spil på bolden og forsøg på at bygge det op bagfra, og det er også gået godt, men så er der en naturlig stopper længere fremme i banen, som gør, at AGF ikke får det offensive udtryk med, og nu ligger de igen og skal tage sig alvorligt sammen i de næste fem kampe, lyder det fra Povlsen, der dog ikke helt har mistet modet.

– Det er ikke en umulig mission, men det der skal ind i holdet er noget af det, der er sværest at få til at fungere; Offensive løbemønstre og offensivt og chanceskabende spil, og der har AGF et stort ’issue’,.

AGF åbner Superligaen i det nye år, når de den 17. februar møder bundholdet fra AaB på Aalborg Stadion.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P