
Officielt: Southgate fortsætter som engelsk landstræner
Søndag bekræfter det engelske fodboldforbund, FA, at Gareth Southgate fortsætter som engelsk landstræner.

Der har været store spekulationer om, hvorvidt den nuværende engelske landstræner, Gareth Southgate, ville fortsætte i jobbet efter VM-slutrunden i Qatar.
Den seneste tids resultater har været mindre gode for England – specielt i Nations League, hvor nationen måtte se sig degraderet til B-laget efter en skuffende præstation.
Southgate har efter VM-slutrunden været ude at sige, at han har haft brug for lige at overveje sin situation, og hvor hans fremtid skal være. Nu er der så nyt i sagen.
I går kom det så frem, at han har besluttet, at han gerne vil forblive engelsk landstræner. En nyhed som nu også bekræftes af det engelske fodboldforbund.
– Vi er glade for at kunne bekræfte, at Gareth Southgate fortsætter som engelsk landstræner, og at han vil stå i spidsen for holdet i EM 2024-kampagnen.
– Gareth og Steve Holland (assistenttræner, red.) har altid haft vores fulde opbakning, og vores forberedelse frem mod EM starter nu, lyder det fra FAs CEO Mark Bullingham.

Gareth Southgate fortsætter altså på sin nuværende kontrakt og vil derfor være engelsk landstræner frem til kort efter EM-slutrunden i 2024.
Gareth Southgate har varetaget stilling som engelsk landstræner siden 2016. Her har han stået i spidsen for ‘Three Lions’ i 81 landskampe, der blandt andet har ført nationen til en VM-semifinale, en EM-finale og senest en VM-kvartfinale i Qatar.