
Inden finale-brag mod Messi: Fransk midtbane-profil kalder Mbappé den bedste i verden
Aurelien Tchouameni er ikke i tvivl om, hvem af VM-finalens to største profiler, han mener, er den bedste i verden.

På søndag står de overfor en spiller, som, mange vil mene, er den bedste nogensinde.
Med 2-0 sejren over Marokko er Frankrig nemlig nu klar til deres anden VM-finale i streg.
En kamp, der allerede nu trækker overskrifter for at være kampen mellem den aldrende verdensstjerne Lionel Messi og fremtidens verdensstjerne Kylian Mbappé.
Hvem af de to, der har den sportslige overhånd i øjeblikket er op til den enkelte, men spørger du Frankrigs Aurelien Tchouameni kommer hans franske holdkammerat til at vise, hvor skabet skal stå på søndag.
– For mig er Kylian (Mbappé red.) den bedste – og det kommer han til at vise på søndag, fortalte den unge franskmand ifølge TyC Sports i kølvandet på semifinale-sejren.
Med det sagt, understregede den unge franskmand dog også, at kampen på trods af de to stjerners kvaliteter ikke kun skal handle om dem.
– Det er to fantastiske spillere, men kampen bliver spillet af 22 fodboldspillere, fortalte Real Madrid-spilleren.

22-årige Tchouameni har været at finde på midtbanen i smatlige af Frankrigs VM-kampe og er meget vel at finde derinde igen, når finalen løber af stablen på søndag klokken 16:00.