Tidligere Premier League-stjerne pludselig dukket op i fjerdebedste række
Wilfried Bony havde halvanden fabelagtige sæsoner i Swansea, men siden er det gået ned ad bakke for den ivorianske angriber, der pludselig er dukket op Wales.
17 mål i 34 kampe og efterfølgende ni mål i 20 kampe var nok for Wilfried Bony.
Halvanden gode sæsoner hos Swansea skaffede i vintertransfervinduet 2015 ivorianske Wilfried Bony et skifte til Manchester City, hvor det dog aldrig blev til den samme succes.
Faktisk er det aldrig blevet til helt lige så stor succes, som den i dag 33-årige angriber fra Elfenbenskysten havde i walisiske Swansea i 2013-14-15, men måske en retur til Wales netop er det, der skal til for at kickstarte karrieren.
Wilfried Bony fylder 34 den 10. december, og siden sit kontraktudløb i NEC Nijmegen i juni er det ikke blevet til meget græs under støvleknopperne – i hvert fald ikke officielt.
Tirsdag i denne uge dukkede Bony pludseligt op hos Newport County fra den fjerdebedste engelske række, men der var ikke tale om en kamp i League Two men derimod en kamp for den walisiske klubs udviklingshold, der mødte engelske Swindon.
Tre minutter før tid var det sågar den tidligere Premier League-bomber, der afgjorde kampen til walisernes fordel, da han fulgte op på et forsøg på Lewys Twamley.
Wilfried Bony har tidligere været forbi Newport, hvor han i 2019 trænede med efter sin anden periode i Swansea.
Bonys skifte til Manchester City for 240 millioner kroner i januar 2015 blev aldrig den store succes for ivrianeren, der efterfølgende blev udlejet til Stoke og efterfølgende solgt tilbage til Swansea for 97 millioner kroner.
Efterfølgende har Bony været forbi klubber som Al-Arabi fra Qatar og Al-Ittihad fra Saudi Arabien. Senest har han altså været holdkammerat med Lasse Schøne, Mikkel Duelund og Magnus Mattsson i NEC Nijmegen, hvor det dog kun blev til én kamp i ligaen og én kamp i pokalturneringen og samlet set 40 minutter i alt.