Australsk landstræner kritiserer Hjulmand for seddel-episode: De havde ingen plan
Graham Arnold, gav sit syn på den bizarre episode under VM-kampen mod Danmark, hvor en sammenkrøllet seddel blev afleveret på trænerbænken.
En sammenkrøllet seddel har siden kampen mellem Danmark og Australien været på manges læber.
Et stykke papir, sendt fra den danske bænk og ind på banen, endte i hænderne på den australske bænk.
På pressemødet inden Australiens historiske opgør mod Argentina kunne den australske landstræner, Graham Arnold, fortælle, at sedlen ikke var til den store taktiske hjælp. Den fik ham dog alligevel til at kritisere den danske slagplan.
– Den lille note viste bare, at de ikke havde nogen plan klar, og de ikke var forberedte, fortalte landstræneren ifølge TV 2 og fortsatte:
– At de er nødt til at sende en note ud, viser, at det ikke er planlagt på forhånd, hvorimod vi altid planlægger på forhånd, så spillerne ved, at hvis Bailey Wright kommer ind, så skifter vi til en fembackkæde, for det har vi allerede aftalt.
Ifølge TV 2’s oplysninger indeholdt sedlen instrukser til de danske spillere om, at man skiftede til et tomandsangreb, og at man ville forsøge at pumpe bolden ind i feltet til dem.
Video: Vildt Danmark-klip florerer – Australien brugte dansk taktik-seddel til egen fordelOm det var den danske taktik-seddels skyld eller ej er ikke til at vide, men med 1-0 sejren over Danmark spillede the Socceroos sig videre til VM’s ottendedelsfinaler, hvor Argentina venter lørdag klokken 20:00.