Fiasko: Tyskland ude af VM på trods af dramatisk sejr
Tyskland er ude af VM, selvom de vandt 4-2 over Costa Rica.
Selvom de vandt 4-2 over Costa Rica, er Tyskland ude af VM, fordi Spanien tabte til Japan.
Tyskerne kom planmæssigt fra start, da David Raum efter 10 minutter smækkede et indlæg ind i panden på Serge Gnabry, der headede 1-0-målet ind i nederste højre målhjørne.
Efter 58 minutter scorede Costa Ricas Yeltsin Tejeda 1-1 målet, der potentielt kunne sende Tyskland ud af VM, efter Manuel Neuer håndterede bolden lige ud for fødderne af costaricaneren.
Den tyske nedtur fortsatte efter 71 minutter, da Juan Pablo Vargas bragte Costa Rica foran. Blot tre minutter senere bragte indskiftede Kai Havertz dog håbet tilbage for tyskerne, da han udlignede til 2-2.
Fem minutter før tid dukkede Kai Havertz igen op, da han bragte tyskerne foran 3-2, og i kampens tillægstid dukkede Niclas Füllkrug op, hvor han gjorde det til kampens resultat 4-2.
Desværre for tyskerne var det ikke nok, da Japan comeback-sejrede mod Spanien, og dermed rejser de hjem sammen med Danmark, der onsdag oplevede det samme, da de tabte til Australien.