
Bekræftet: Forsvarsspiller forlader den engelske VM-lejr
Ben White fra Arsenal har forladt den engelske VM-lejr af personlige årsager og forventes ikke at vende retur igen.

Den engelske trup ved VM-slutrunden er blevet en mand mindre, efter Ben White, som til dagligt spiller i Arsenal, har forladt VM-lejren af personlige årsager.
Det melder det engelske fodboldforbund på sin hjemmeside:
– Ben White har forladt Englands træningslejr i Al Wakrah og er vendt hjem af personlige årsager.
– Arsenal-forsvarsspilleren ventes ikke at vende tilbage til truppen i den resterende del af slutrunden. Vi henstiller til, at spillerens privatliv bliver respekteret på nuværende tidspunkt, lyder det således.

England skal spille ottendedelsfinale ved VM-slutrunden på søndag den 4. december, hvor Senegal venter klokken 20:00 dansk tid.