VM 2026

Lewandowski på tavlen da Polen slog Saudi Arabien

Saudi Arabien leverede for anden VM-kamp i træk en helt og aldeles godkendt præstation, men alligevel var det Polen der gik sejrrigt fra opgøret.

Polen og målmand Wojciech Szczesny blev presset mod Saudi Arabien, men alligevel vandt de deres anden kamp ved VM i 2022 i Qatar.
Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix

Wojciech Szczesny blev for anden VM-kamp i streg den store helt for Polen.

Den polske målmand reddede i lørdagens kamp mod Saudi Arabien et straffespark, og også returen fik Roma-målmanden afværget, og til trods for endnu et positivt aftryk fra araberne, vandt Polen kampen 2-0.

Saudi Arabien var igen klart undertippede til dagens kamp, men under ledelse af franske Hervé Renard leverede de grønblusede arabere igen en absolut godkendt præstation.

Det var således Saudi Arabien, der var farligst først i kampen, men polakkerne bragte sig kort før pausen i front.

Banens helt store stjerne, Robert Lewandowski, missede sin tæmning foran mål, men Barcelona-spilleren fandt fra baglinjen landsmanden Piotr Zielinski, der hamrede føringsmålet i nettet.

I første halvlegs overtid fik Saudi Arabien VM-turneringens absolut mindste straffespark, efter kampens brasilianske dommer Wilton Sampaio lod sig overbevise af VAR-skærmen.

Video: Saudi-træner revser holdet i pausen – Leverer VM-historiens største overraskelse i 2. halvleg

Som en slags polsk retfærdighed sørgede Wojciech Szczesny dog for at snuppe forsøget fra Salem Al Dawsari, og returen fik Szczesny pareret over mål.

I anden halvleg startede Saudi Arabien igen fint, men langsomt tilspillede Polen sig et spilovertag, der halvejs resulterede i to skud på træværket, og blandt andet Robert Lewandowski var tæt på sit første VM-mål nogensinde.

Til stor forløsning for den 34-årige angriber kom scoringen dog få minutter senere, da han udnyttede en stor saudiarabisk forsvarsfejl og lagde bolden i nettet til en polsk 2-0-føring. En scoring der tydeligvis fremkaldte store følelser hos den ellers så erfarne polak.

Føringen skulle Lewandowski kort før tid have øget til 3-0, men Barca-angriberen misbrugte den store mulighed.

Efter syv minutters tillægstid blev kampen dog fløjtet af, og med en 2-0-sejr lægger Polen pres på Argentina, der senere lørdag møder Mexico.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P