
Pochettino langer ud efter PSG: Verdens mest utaknemmelige klub
Mauricio Pochettino leverer et klokkeklart svar, når han bliver spurgt ind til, om hans tidligere klub Paris Saint-Germain er verdens mest utaknemmelige.

Er Paris Saint-Germain den mest utaknemmelige klub?
– Helt bestemt!
Sådan lyder det fra den forhenværende PSG-træner Mauricio Pochettino, da han i et interview med Marca bliver stillet netop det spørgsmål, hvorefter han uddyber:
– Alle undervurderer trænerens arbejde i klubben. Når holdet vandt, så var det på grund af individuel kvalitet på holdet, og når man tabte, så var det trænerens skyld, siger den jobløse argentiner, der blev fyret i den franske hovedstadsklub i sommer og erstattet med Christophe Galtier.
Her afslører han samtidig, at han i øjeblikket venter på den rette mulighed for at vende tilbage til trænergerningen:
– Fodbold handler om timing. Man er nødt til at have den nødvendige tålmodighed, og så skal man være klar over, hvornår man skal vente.

Den 50-årige Mauricio Pochettino har foruden Paris Saint-Germain også stået i spidsen for Tottenham, Southampton og Espanyol.