Trods anklager og appel fra Chile og Peru: Ecuador beholder VM-plads
Den Internationale Sportsdomstol, CAS, har tirsdag definitivt afgjort, at Ecuador beholder sin plads til VM trods anklager om ulovlig spillerbrug fra Chile og Peru.
Det ecuadorianske landshold kan nu definitivt vide sig sikker på deltagelse ved det forestående VM.
Det står klart, efter Den Internationale Sportsdomstol, bedre kendt som CAS, tirsdag har afvist Chile og Perus anmodninger om at få Ecuador smidt ud af VM.
Den oprindelige klage fra de to lande drejede sig om Ecuador-spilleren Byron Castillo, som slet ikke er født i Ecuador og derfor ifølge Chile og Peru ikke er berettiget til at spille for det ecuadorianske landshold.
CAS vurderede dog ifølge DR, at Castillos optrædener for Ecuador i VM-kvalifikationen ikke var ulovlige, da myndighederne i Ecuador betragter ham som ecuadorianer, og at han derfor lovligt må spille for landet.
Castillos optrædener bliver dog ikke helt konsekvensfrie.
Domstolen vurderede, at der i Castillos pas var angivet forkerte oplysninger. Oplysninger, som koster dyrt både på pengepungen og sportsligt.
Landsholdet straffes nemlig med en bøde på 750.000 kroner og bliver derudover fratrukket tre point i den næste VM-kvalifikation.
Sepp Blatter om VM 2022 i Qatar: Qatar er en fejl og valget var dårligtDermed kan Ecuador altså tørre sveden af panden og gøre sig klar til VM-slutrunden, som sydamerikanerne er med til at sparke igang, når de spiller åbningskampen mod Qatar den 20. november.