
Officielt: Afviste Wolves – nu er spansk toptræner alligevel Premier League-klubbens nye manager
Wolves har lørdag formiddag offentliggjort, at klubben har indgået en aftale med Julen Lopetegui, der tiltræder som klubbens nye manager.

Julen Lopetegui er ny manager i Premier League-klubben Wolves.
Det står klar lørdag formiddag, efter klubben har offentliggjort nyheden på sin hjemmeside.
Det kommer efter, at den tidligere spanske landstræner – og for nyligt fyrede Sevilla-træner – afviste tilbuddet om at tage over i Wolverhampton for blot få uger siden.
Wolves fortæller, at Lopetegui starter officielt som ny manager i klubben mandag den 14. november.
Således må hans første officielle kamp for klubben lade vente på sig, da VM 2022 i Qatar gør, at den første mulige kamp for Lopetegui bliver mod Everton den 26. december på Goodison Park.

Wolves-formand Jeff Shi glæder sig over, at klubben har været i stand til at hente en toptræner som Julen Lopetegui:
– Julen (Lopetegui red.) er en toptræner med fremragende erfaring på eliteniveau i spillet, og vi er meget glade for at have indgået en aftale, der bringer ham til Wolves.
– Lige siden begyndelsen har Julen (Lopetegui red.) været vores spidskandidat til jobbet, og vi ser frem til at byde ham og hans hold velkommen, når de slutter sig til os i de kommende uger.
Det står endnu ikke klart, hvor længe Lopeteguis kontrakt med Wolves løber.