SIF-profil drømmer om udlandet: Holder alle muligheder åbne
Silkeborg IF's Sebastian Jørgensen har både drømme og ambitioner om at tage næste step i karrieren, og han holder alle mulighederne åbne - det haster dog ikke med at komme væk fra Søhøjlandet.
– Lige nu kører det på banen for mig, og jeg er glad for at kunne bidrage med mål.
Således lyder det fra Silkeborg IF’s Sebastian Jørgensen, da han bliver spurgt ind til, hvordan han selv synes det går for tiden.
Seks mål i tre kampe. Sådan lød statistikken for den 22-årige kantspiller, inden han torsdag tabte 1-0 ude mod West Ham på London Stadium sammen med resten af Silkeborg, og senest måtte se sig slået med 1-2 hjemme mod Viborg FF søndag.
Den gode stime, og med et vintertransfervindue der nærmer sig, til trods, er et klubskifte ikke noget, der fylder det helt store hos den unge superligaprofil.
– Det er i hvert fald ikke derfor, at jeg er begyndt at sparke dem ind. Det er ikke noget, jeg går og tænker synderligt meget over.
– Lige nu nyder jeg at være i Silkeborg, og har fuldt fokus på at gøre det godt, hver eneste gang jeg træder ind på banen. Så lige hvad der kommer de næste par måneder, det er ikke noget, jeg spekulerer så meget over, siger han til campo.dk.
I løbet af sommerens transfervindue kunne Sebastian Jørgensen se to af sine holdkammerater forlade klubben til fordel for større adresser.
Således røg Nicolai Vallys til Brøndby IF, mens Rasmus Carstensen skiftede til belgiske Genk.
Sebastian Jørgensen kan da heller ikke lægge skjul på, at han også gerne vil afsted på et tidspunkt.
– Jo, selvfølgelig har jeg da ambitioner og drømme. Og jeg håber da også, at jeg på et tidspunkt kan prøve mig af på en højere hylde, og har også drømme om at komme til udlandet på et tidspunkt.
– Men som sagt, så er det ikke noget, der fylder utrolig meget hos mig. Jeg synes, at Silkeborg er et fedt sted at spille fodbold lige nu, og det passer godt til mig. Men selvfølgelig har jeg drømme om at tage steppet videre på et tidspunkt, og jeg håber da også, at det kommer til at ske.
Selvom Sebastian Jørgensen selv nævner udlandet, så er det ikke ensbetydende med, at han ikke kan se sig selv i en anden dansk klub.
– Jeg har altid sagt, at jeg holder alle muligheder åbne. Det, tror jeg, er klogest. Man ved aldrig, hvad der kommer i fodbold, og jeg vil aldrig udelukke noget.
Silkeborg-cheftræner Kent Nielsen mener også, at der ligger større adresser og venter på Sebastian Jørgensen – men ikke endnu.
– Det er klart, at med det han er inde i øjeblikket, hvor er han så dygtig og effektiv, så er Sebastian Jørgensen jo en af de absolut mest interessante, kreative og dygtige spillere på den sidste tredjedel.
– Men han spiller også på et godt hold – forstået på den måde, at han bliver sat godt op.
– Sebastian tog et stort skridt i sidste sæson, og det er altid iøjnefaldende. Så kommer sæson to, og det der er vigtigt, det er, at man kan fastholde sin styrke. Hvis han kan det og holde fast i det, jamen så kommer han også længere end Silkeborg.
– Men Silkeborg er et stærkt sted at være, også for ham lige nu, siger Kent Nielsen.
SIF-profil roser detaljeorienteret Kent Nielsen: Kæmpe cadeau fra holdet og migSebastian Jørgensen står noteret for i alt 20 kampe i denne sæson. Her er det blevet til 8 mål og tre assists fordelt ud mellem Superligaen og kampene i Europa – og altså de seks af målene indenfor de seneste fem kampe.
Hans nuværende kontrakt med Silkeborg IF løber frem til sommeren 2025.
Du kan se videoen med både Sebastian Jørgensen og Kent Nielsen øverst i artiklen.