Batshuayi-hattrick på David Jensen
David Jensen og Istanbulspor er fortsat at finde under nedrykningsstregen i den bedste tyrkiske række, efter de søndag tabte til topholdet Fenerbahce.
Det var næppe i kampen mod det suveræne tophold, at de skulle have tre point, men David Jensen og Istanbulspor havde formentlig håbet på mere.
Søndag stod danskerklubben nemlig overfor bysbørnene fra Fenerbahce, og det blev ikke nogen god oplevelse for David Jensen og Istanbulspor.
Den danske målmand for oprykkerne til Süper Lig måtte hele fem gange hente bolden ud af sit eget målnet, og i tre af tilfældene havde den tidligere Chelsea-angriber, Michy Batshuayi, haft sidste fod på bolden.
Også Irfan Kahveci og Enner Valencia passerede den danske målmand, og så fungerede Jetmir Topallis to scoringer for hjemmeholdet kun som pynt i kampen, der sluttede 2-5.
Med sejren lægger Fenerbahce sig alene i spidsen for den tyrkiske Süper Lig, mens Istanbulspor er nummer 18 ud af de i alt 19 hold.