Avis: Højbjerg kan se frem til belønning i Tottenham
Tottenham har angiveligt i sinde at belønne Pierre-Emile Højbjerg med en ny og forbedret kontrakt.
Der er en håndfuld danskere, der lige nu brillerer i deres respektive klubber i Premier League.
En af dem, der må siges at levere overbevisende præstationer uge efter uge er Pierre-Emile Højbjerg.
Den danske midtbanemotor er fast mand hos Tottenham under Antonio Conte, og ifølge avisen The Times har klubben og den italienske manager nu i sinde at belønne danskeren med en ny og forbedret kontrakt.
Pierre-Emile Højbjergs nuværende kontrakt indbringer ifølge avisen 860.000 kroner om ugen, men det beløb vil altså stige, hvis danskeren vælger at takke ja til den nye aftale.
Avisen oplyser dog ikke, hvor meget den danske midtbanespiller kan se frem til at tjene ved en ny aftale.
Conte om småskadet Højbjerg: Vi tager ingen chancerPierre Emile-Højbjerg står denne sæson noteret for 11 kampe med tre mål og en assist til følge i Premier League. I champions League har han spillet samtlige fem kampe i gruppespillet indtil videre, hvilket har kastet to assists af sig.
I alt er det blevet til 117 kampe i Tottenham, siden han skiftede fra Southampton i 2020.
Hans nuværende kontrakt løber frem til sommeren 2025.