Opsigtsvækkende analyse: Dette er en døende spilfilosofi i Premier League
Den engang så udbredte spilfilosofi er på tilbagegang for fjortende år i træk i Premier League og ligner efterhånden en uddød kunst i den bedste engelske række.
Tiderne skifter som bekendt. Og det samme gør fodbolden i Premier League.
Hvis man tænker sig tilbage til listen over Premier League-managers i sæsonen 2008-09 dukker navne som Tony Pulis, Martin O’Neill, Roy Hodgson, Sam Allardyce, Mark Hughes og Steve Bruce med flere op. Og de var blandt andet kendt for en helt bestemt type fodbold.
Her skulle kantspillerne helt ud at have kridt på støvlerne. Og når de så fik bolden, så var det ellers direkte mod baglinjen for at smadre den legendariske gule Nike-bold ind i straffesparksfeltet igen og igen og igen.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Men den engang så udbredte praksis – indlægsfodbold – er en døende spilfilosofi i den bedste engelske række.
Det skriver mediet ESPN.
Faktisk har indlægsfodbold været på tilbagegang de sidste mange år i Premier League, men nu ser indlægsfodbolden, som vi kender den, ud til at være så godt som uddød.
Patrick Vieira: Døren er ikke åben for sorte managers i fodboldverdenenStor tilbagegang i antallet af indlæg i Premier League
Da analysefirmaet Stats Perform for første gang lavede analyser på det gennemsnitlige antal af indlæg i løbet af en Premier League-kamp i sæsonen 2008-09, lavede de enkelte hold i snit 17,5 indlæg per kamp i åbent spil.
Det vil sige 35 indlæg i åbent spil i løbet af en normal Premier League-kamp.
Spoler man frem til i dag, er ligaen nærmest som forvandlet, når det kommer til antallet af indlæg. I Dag laver det gennemsnitlige Premier League-hold 11,5 indlæg per kamp – altså er der omkring 23 indlæg i løbet af en Premier League-kamp i dag.
Og det er der muligvis en god grund til.
Nyere studier finder nemlig, at indlæg i gennemsnit blot fører til mål et sted mellem 1 % og 3 % af gangene i Premier League – også selvom man medtæller mål, der kommer efter et indlæg, men ikke direkte fra selve indlægget.
Sætter man det op mod det gennemsnitlige skud uden for straffesparksfeltet, blev disse i mellemtiden konverteret til mål 5,1 % af gangene i Premier League i sidste sæson.
Overblik: Disse PL-spillere bruger færrest minutter på assistsFaktisk er der ligeledes en statistisk sammenhæng mellem antallet af indlæg et hold laver i løbet af en kamp, og det antal point en klub henter i gennemsnit i Premier League.
Bruger man Arsenal som eksempel lavede klubben i gennemsnit 14,2-, 11,2- og 9,7 indlæg per kamp i åbent spil i henholdsvis sæsonerne 2019-20, 2020-21 og i denne sæson.
Ser man på klubbens pointsnit i selvsamme sæsoner, går tallene i den modsatte retning. Således hentede Arsenal 1,6 point per kamp i 2019-20-sæsonen, 1,8 point per kamp i 2020-21-sæsonen og hele 2,5 point per kamp indtil videre i denne sæson.
Alt tyder altså på, at tendensen fortsætter med at gå i samme retning. Mindre indlægsfodbold, som efterhånden er en døende spilfilosofi i Premier League.