Silkeborg-skurk efter direkte rødt: Jeg lægger mig fladt ned
Tobias Salquist fik tidligt i anden halvleg et direkte rødt kort, efter han stoppede Thomas Santos fra AC Horsens.
Silkeborg IF drog søndag til AC Horsens i håbet om at give Kent Nielsen et godt jubilæum, da han rundede kamp nummer 500 som træner i Superligaen.
Det startede også bedst for gæsterne, der planmæssigt var foran til pausen. Det kampbillede ændrede sig dog hurtigt, da stopperen Tobias Salquist fik et direkte rødt kort i starten af anden halvleg.
– Det er selvfølgelig ærgerligt. Det er jeg ked af. Jeg lægger mig fladt ned. Jeg har ikke set situationen igen, men den er sikkert god nok, siger Tobias Salquist til Discovery.
Med det røde kort fik AC Horsens kæmpet sig tilbage i opgøret, hvor Jens Berthel Askous tropper i tillægstiden stjal alle tre point på et straffespark i en dramatisk afslutning.
– Det er selvfølgelig frustrende – især for mig der sidder deroppe (på tribunen, red.). Jeg synes, de kæmper en brag af en kamp derinde. Kæmpe cadeau. Noglegange er det marginalerne, der ikke er på vores side. Det er utrolig ærgerligt, og jeg er ked af det. Det står lidt for min regning i dag.
Silkeborg IF skal forsøge at revanchere sig i næste Superliga-runde, hvor klubben fra Søhøjlandet tager imod Viborg FF.