3F Superligaen

“Topbraget” levede op til forventningerne: Intens affære mellem FCK og FCM i Parken

FC Midtjylland gæstede lørdag F.C. København i Parken, og til trods for klubbernes skuffende sæsonstart i Superligaen, så levede opgøret i dén grad op til forventningerne.

FCK-FCM, F.C. København - FC Midtjylland, Superligaen.

Superligaens nummer fem og nummer otte bragede lørdag sammen i Parken.

Alligevel havde opgøret karakter af et topbrag, da de to modstandere var henholdsvis F.C. København og FC Midtjylland. To klubber, der begge har ambitioner om at vinde guldet, og som de seneste mange sæsoner har kæmpet om titlen.

Til trods for et sent straffespark efter VAR-tjek til F.C. København, endte kampen 1-1.

FC Midtjylland kom fint fra start i kampens spæde begyndelse, men F.C. Københavns defensive og kompakte tilgang til opgøret fik gradvist dræbt gæsternes spil.

F.C. København fik efterfølgende et mindre overtag i løbet af første halvleg. Efter en halv times spil fik Roony Bardghji så skabt plads til sig selv, inden han med en snu hælaflevering spillede Elias Jelert fri til et indlæg. Den unge FCK-back fandt en fremadstormende Viktor Claesson midt for FCM-målet, og den svenske FCK-kaptajn afsluttede resolut i nettaget. 1-0 til FCK efter en halv times spil.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Efter pausen var det fortsat en intens og jævnbyrdig affære, hvor FC Midtjylland kom langt bedre med. Og som kampen skred frem blev underholdningsværdien kun større.

Der var undervejs et hav af små ‘svinestreger’ i form af eftertacklinger og nødbremser fra begge mandskaber, og i flere tilfælde udmundede det sig i bataljer, hvor flere af spillerne fra hvert hold kom op at toppes.

Med 72 minutter spillet fik FC Midtjyllands Evander så bragt balance i regnskabet, da han med et yderst velplaceret frisparksforsøg lige akkurat fik bolden over stregen, efter Kamil Grabara ellers fik vippet bolden op på overlæggeren, inden den ramte jorden inde i FCK-målet. Der skulle et VAR-tjek til at bekræfte, at bolden havde været i mål. 1-1.

Fem minutter før slutfløjt fik hjemmeholdet så en gylden mulighed, da Daramy blev nedlagt i FCM-feltet. Viktor Claesson tog sig af straffesparket.

Her brændte han fra 11-meter-pletten for anden gang i sæsonen. Sidst han brændte var, ligesom denne gang, mod FC Midtjylland med Jonas Lössl som sin direkte modstander. Det er blot fjerde gang i karrieren, at svenskeren har brændt et straffespark.

Trods et tungt pres fra FCK til det sidste, må de to guldfavoritter tage til takke med et enkelt point hver især.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P