AaB presset til det yderste af 3. divisionshold – få overblikket over dagens pokalkampe
AaB var den eneste klub fra Superligaen, der tirsdag var i aktion i Pokalturneringen - og det var meget tæt på et tidligt exit for nordjyderne.
En 11. plads i Superligaen, en fyret cheftræner, og en sportschef, der er smuttet.
Det går næppe som hverken ønsket eller forventet i AaB i denne sæson, og tirsdag var listen med dårligdomme tæt på at blive endnu længere.
Her skulle AaB på den lange tur fra Nordjylland til København, hvor Vanløse, der til dagligt huserer i 3. division, ventede i Pokalen – og selvom måltavlen efter kampen viste 3-1 til AaB, var det langt fra en overbevisende indsats fra superligaholdet.
En smal sag for et superligahold – skulle man tro. Det viste sig nemlig at være alt andet end en let opgave for AaB.
Stik mod forventningerne, var det Vanløse, der kom bedst fra start og satte sig på kampen, og efter 26. minutter mundede det ud i en føring for det undertippede hjemmehold.
Officielt: AaB laver korttidskontrakt med svensk målmandEt indlæg fandt vej til det bagerste område af AaB-feltet, og efter lidt uskønt klumpspil, endte bolden hos Vanløses Rasmus Lytsen, der lige akkurat fik prikket den over stregen. Og så var sensationen ellers under opsejling.
AaB skulle helt hen til det 75. minut, inden de fik afværget katastrofen.
Efter at have brændt et straffespark tidligere i kampen, stod AaB’s Allan Sousa for anden gang i en direkte duel med Vanløses Lasse Krogh fra 11-meter-pletten. Denne gang scorede han sikkert.
Dermed endte kampen 1-1 i ordinær spilletid, og de to mandskaber kunne se frem mod to gange 15 minutter mere.
Efter 103 minutter kunne AaB og de medrejsende fans så bryde ud i jubel, da Lucas Andersen sendte et forrygende indlæg ind i Vanløse-feltet, inden bolden til sidst fandt vej til en flyvende Marco Ramkilde, der med et strakt ben fik nærmest skubbet bolden i mål. 2-1.
I anden halvleg af den forlængede spilletid pressede Vanløse på, men AaB formåede at holde stand. I stedet fik AaB’s Anosike Ementa tilkæmpet sig et straffe, samtidig med at Vanløse-keeperen Lasse Krogh fik sit andet gule kort og måtte forlade banen.
Allan Sousa tog sig for tredje gang i kampen af et straffespark, og denne gang valgte han at eksekvere med en ‘panenka’. 3-1, hvilket også blev kampens resultat.
Dermed blev det ikke til en pokalsensation for Vanløse i denne omgang, selvom de i dén grad formåede at byde AaB op til dans.
Vanløse 1-0 AaB (Rasmus Lytsen, 26′):
Vanløse 1-0 AaB (Brændt straffe, Allan Sousa, 55′):
Vanløse 1-1 AaB (Allan Sousa, 75′):
Vanløse 1-2 AaB (Marco Ramkilde, 103′):
Vanløse 1-3 AaB (Allan Sousa, 113′):
De øvrige resultater fra Pokalturneringen tirsdag:
Brabrand IF (2. division) 0-3 VejleBoldklub (1. division)
Næsby BK (3. division) 1-2 Nykøbing FC (1. division)
FC Roskilde (2. division) 1-2 Fremad Amager (1. division)
HB Køge (1. division) 1-4 Sønderjyske (1. division)
Thisted FC (2. division) 2-1 FC Helsingør (1. division)
Vanløse IF (3. division 1-3 AaB (Superligaen)