
Lyngby-profil om nedrykningstruslen efter nederlag: Det ser svært ud
Rezan Corlu er bevidst om, at Lyngby får svært ved at overleve i Superligaen, efter nederlaget til AaB fredag aften.

Lyngby har fortsat ikke vundet en kamp i denne sæson.
Det placerer dem selvsagt i bunden af Superligaens tabel. Fredag fik oprykkerne så dødsstødet, da AaB, der ligger tættest på Lyngby i tabellen, gæstede og vandt med 0-2.

De nedrykningstruedes offensive profil Rezan Corlu havde efter nederlaget svært ved at se, hvordan Lyngby skal overleve i Superligaen.
– Det ser svært ud – det må vi være ærlige at sige. Det var jo AaB vi lå tættest på, fortæller Corlu til TV3 SPORT og sætter efterfølgende ord på skuffelsen.
– Vi har et utrolig stærkt sammenhold, så det er det, vi skal bygge videre på, og så skal vi selvfølgelig være skuffede og kede af det i dag, men når vi møder ind til træning i morgen, skal vi have humør på alle drengene.
Lyngby fik underkendt to scoringer inden for fem minutter. Først med en offside-kendelse og kort tid efter fløjtede dommeren for en forseelse, efter Lyngby havde bragt sig på tavlen. Alligevel handler det nu om at kigge indad.
– Vi skal ikke give dommeren eller nogen andre skylden. Vi skal kigge på os selv og være mere afgørende, det er ikke nogen andres skyld, afrunder den 25-årige midtbanespiller.

Efter de første 13 spillerunder har Lyngby blot fem point fra fem uafgjorte resultater, hvorfor de nu har ni point op til AaB.