Superligatophold fortsætter opturen: Pligtsejrede mod seriehold i Pokalen
FC Nordsjælland havde ingen problemer med at avancere fra tredje runde af pokalturneringen, da det onsdag blev til en sikker sejr mod BSF.
Det kører virkelig på skinner for FC Nordsjælland, der i skrivende stund topper Superligaen. Onsdag eftermiddag fortsatte man så sin optur i pokalturneringen, hvor man avancerede fra tredje runde.
Her tørnede man nemlig sammen med BSF – også kendt som Ballerup-Skovlunde Fodbold – fra Sjællandsserien på udebane, hvor man sejrede sikkert med 0-5.
Fra start stillede Flemming Pedersen med spillere som Lasso Coulibaly, Oliver Antman, Erik Marxen og Benjamin Nygren.
Det blev da også sidstnævnte svensker og 18-årige Kaare Barslund, der med to scoringer hver indtog kampens hovedroller med Oliver Antman som kampens sidste målscorer.
Dermed er FC Nordsjælland klar til pokalturneringens fjerde runde, der står til at blive afviklet den 8. til 10. november mod en endnu ukendt modstander.
Senere onsdag aften er der endnu et opgør i Pokalen med et superligamandskab i aktion, når AB hjemme på Gladsaxe Stadion tager imod AGF klokken 18:00.
AB-træner jagter pokalsensationen mod AGF: Størrelsesmæssigt er det jo ikke meget større end Esbjerg