
Medie: Fjerde fyring af Premier League-manager i sæsonen er under opsejling
Ralph Hasenhüttl er i fare for at miste sit job, da et engelsk medie melder ham færdig i Southampton, hvis det lørdag bliver til et nederlag mod Manchester City på udebane.

Tænk sig at have en pistol for panden og få at vide, at hvis du taber til Manchester City på udebane, så er du en færdig mand i din klub.
Nogenlunde det scenarie har Southamptons Ralph Hasenhüttl tilsyneladende fået stillet i udsigt, da han skulle være færdig i klubben, såfremt det bliver til et nederlag lørdag eftermiddag.
Det melder Daily Mail.
Derfor venter der – hvis man skal tro det engelske medie – den østrigske manager en yderst skæbnesvanger kamp, når ligaens øjeblikkelige andenplads i form af Manchester City med en brandvarm Erling Haaland i spidsen tager imod Southampton på Etihad Stadium.
Derfor kunne meget tyde på, at Rasmus Ankersen, der er med i ejergruppen i Premier League-klubben, er i gang med at afsøge mulighederne for en ny manager.
Historien melder intet om Rubén Sellés’, der tidligere har ageret assistenttræner i blandt andet AGF og F.C. København, og som er nuværende assistent for Hasenhüttl, fremtid, såfremt Southampton taber til Manchester City.

Spanieren blev hentet til klubben i sommer, da klubben købte ham fri af hans kontrakt hos de forsvarende danmarksmestre.
Kampen mellem Manchester City og Southampton begynder lørdag klokken 16:00 og kan følges direkte på Viaplay.
I Premier League har der hidtil i sæsonen allerede været tre fyringer efter otte runder, idet Bournemouth, Chelsea og senest Wolverhampton har valgt at afskedige Scott Parker, Thomas Tuchel og Bruno Lage.