FCM og Gustav Isaksen VAR der også – ulvene leverede comeback mod Feyenoord
FC Midtjylland havde ikke kun medvind torsdag aften, da de tog imod Feyenoord i Europa League. VAR drillede flere gange i en kamp, hvor FCM dog leverede et flot comeback.
FC Midtjylland fik to VAR-scoringer imod sig torsdag aften på hjemmebane mod Feyenoord, men endte med et flot comeback og et 2-2 resultat, hvor Gustav Isaksen og Evander for alvor vågnede op i anden halvleg.
VAR besigtigede begge situationer i første halvleg ved de hollandske scoringer. Først annullerede den ekstra dommersupport en offside, og senere overbeviste VAR kampens dommer Al-Hakim om at dømme straffespark til hollænderne.
Men selvom FCM var bagud med 2-0 ved pausen og havde modgang i første halvleg, blev holdet ved med at søge muligheden for at få point.
Anders Dreyer, der startede på bænken torsdag aften, blev skiftet ind i anden halvleg, og ulvene fik mere momentum. Og Gustav Isaksen, der var kampens helt store spiller i FC Midtjyllands 5-1 sejr tidligere på efteråret mod Lazio, fandt også plads på måltavlen denne aften.
Efter et indlæg fra Pione Sisto endte bolden bagerst i feltet, hvor Isaksen sparkede første gang og snød både den hollandske målmand og forsvar til 2-1.
Pione Sisto havde senere et frisparksforsøg på overliggeren, men comebacket blev først fuldendt med fem minutter tilbage på stadionuret, hvor brasilianske Evander med et indlæg fandt landsmanden Juninho, der kom stormende ind i feltet og prikkede bolden ind til 2-2.
Feyenoord og FCM har nu begge fire point i Gruppe F, hvor de indtager første- og andenpladsen.
Inden kampen og i løbet af første halvleg var der problemer med hollandske fans på tribunerne. Læs mere om de voldelige situationer her:
Slagsmål på FCM-tribune – hollændere er kommet ind til hjemmeholdets fans