FCM’er før Feyenoord-brag: De har vilde fans
Kristian Bach Bak giver indblik i den hollandske fodboldkultur, som den tidligere forsvarsspiller oplevede, da han var på kontrakt i landet.
Den tidligere FC Midtjylland-anfører og nuværende assisterende sportschef i klubben, Kristian Bach Bak, nåede i sin aktive spillerkarriere tre år i den hollandske klub Heerenveen, hvor han nåede 91 kampe.
Torsdag aften tager FC Midtjylland så imod et andet hollandsk hold i form af Feyenoord, som Bach Bak husker særligt godt. Det fortæller den assisterende sportschef i et interview på FC Midtjyllands hjemmeside.
– De har nogle voldsomme fans, og Ajax og Feyenoord har et kæmpe derby, hvor de ofte ikke må have tilskuere med på udebaneafsnittet. De har vilde fans, og det er altid fedt at spille et sted, hvor der er knald på. Det skal vores spillere glæde sig til, siger Kristian Bach Bak, der dog i første omgang sammen med resten af FCM-holdet tager imod det hollandske storhold hjemme på MCH Arena i Herning.
En kamp, hvor han ikke forventer, at Feyenoord bliver skræmt af den midtjyske kulisse.
– Selvom MCH Arena også har noget specielt over sig, er alle hollandske hold vant til noget, der er endnu større, siger den assisterende sportschef, der husker tilbage på Feyenoord på en helt bestemt måde:
– Feyenoord var et af de hold, man på hjemmebane havde en god chance mod, mens man på udebane skulle være heldig, hvis man ville slå dem.
Highlights: FC Midtjylland og Viborg deler i jysk rivalopgørKampen mellem FC Midtjylland og Feyenoord i Europa League begynder torsdag aften klokken 21:00 og kan følges direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.
Her skal Albert Capellas forsøge at følge op på rundens forrige opgør, hvor man på hjemmebane sendte Maurizio Sarris Lazio-mandskab hjem til Rom med et 5-1 nederlag i bagagen.