
Grådkvalt Gonzalo Higuain lægger støvlerne på hylden
Den argentinske skarpretter Gonzalo Higuain har netop meddelt, at han indstiller karrieren som fodboldspiller ved udgangen af denne sæson.

En grådkvalt Gonzalo Higuain har netop meldt ud på et pressemøde, at han som 34-årig er i gang med sin sidste sæson som professionel fodboldspiller. Efter tre sæsoner i MLS er det nu blevet tid til karrierestop.
Den altid målfarlige angriber vil særligt blive husket for tiden i Real Madrid, hvor han bankede kasser ind på stribe. I 264 kampe nettede han hele 121 gange.
Udmeldingen om karrierestoppet kommer på bagkant af storform i de seneste 14 kampe. Her har Higuain virkelig haft tur i den med 12 scoringer og to oplæg. Derfor er det også et vemodigt exit for skarpretteren, der har en fortid i flere store europæiske klubber.
– Dagen er kommet til at sige farvel til fodbolden – et job der har givet mig så meget. Jeg føler mig priviligeret for at have levet det liv – med både opture og nedture, siger Higuain på et pressemøde i forbindelse med annonceringen af karrierestoppet.
En stor karriere, der efter seks år i Real Madrid bragte Higuain forbi Napoli, AC Milan, Chelsea og Juventus, når nu sin ende under Phil Neville i Inter Miami FC.

Higuain spiller sæsonen ud for Inter Miami CF. Allerede torsdag venter næste opgave. Her står argentineren overfor Orlando City, der blandt andet har den tidligere AC Milan-brasilianer Alexandre Pato med i truppen.