Jacob Neestrup om ny assistenttræner: Der er en naturlig respekt omkring ham
F.C. København kunne torsdag præsentere Hjalte Nørregaard som klubbens nye assistenttræner. Klubbens cheftræner, Jacob Neestrup, ser frem til samarbejdet.
F.C. Københavns nye trænerkonstellation er ved at være på plads.
For lidt mere end en uge siden fik Jess Thorup sparket som cheftræner i klubben. Kort efter blev den daværende assistenttræner, Jacob Neestrup, præsenteret som ny cheftræner.
Torsdag har F.C. København så præsenteret Hjalte Nørregaard som manden, der skal overtage den ledige stilling som assistenttræner.
Det er en beslutning, som Jacob Neestrup ser som en vigtig brik i det daglige arbejde.
– Hjalte har haft stor succes i fire år som cheftræner for U19-holdet både i Danmark og internationalt i Youth League med en stærk spillerudvikling hele vejen.
– Han kommer med et friskt syn på spillet og en stor ro i sin personlighed. Samtidig er han altid meget ærlig og direkte med sine holdninger, så vi får gode input til at træffe gode beslutninger.
– Endelig er der ingen tvivl om, at alle FCK’ere kan identificere sig med Hjalte og hans historik i klubben. Det er også en fordel for hans arbejde i truppen, at der er en naturlig respekt omkring en mand, der har vundet seks mesterskaber og været anfører i klubben i lang periode, siger Jacob Neestrup til F.C. Københavns hjemmeside.
Også manden i fokus, Hjalte Nørregaard, er selvsagt ganske begejstret for sit nye job.
– Jeg er glad og stolt over, at klubben har peget på mig, siger Hjalte Nørregaard og fortsætter:
– Jeg kender staben og især Jacob Neestrup og Stefan Madsen gennem mange år på de samme træningsbaner, og vi har de samme grundlæggende ideer omkring spillet og er opdraget sammen som trænere.
– Vi har også mange gode faglige diskussioner, og jeg kommer til at støtte Neestrup og resten af staben alt, hvad jeg kan.
FCK forfremmer klubikon til assistenttrænerHjalte Nørregaard har et særdeles godt kendskab til F.C. København, hvor han som spiller nåede at repræsentere klubbens førstehold i 325 kampe.
Derudover stod han i spidsen for klubbens U19-hold fra 2018 og frem til i dag – med undtagelse af en kort pause i 2020, hvor han i tre kampe agerede cheftræner for førsteholdet.