3F Superligaen

Thomas Frank: Capellas er et fremragende valg

Brentford-manager Thomas Frank har tidligere arbejdet tæt sammen med FC Midtjyllands nye cheftræner, Albert Capellas. Den danske Premier League-manager føler sig da også overbevist om, at midtjyderne har ramt plet med trænervalget.

Den 24. august kunne FC Midtjylland langt om længe præsentere klubbens nye cheftræner.

Her blev det spanske Albert Capellas, der skulle overtage tøjlerne fra den midlertidige cheftræner, Henrik Jensen, efter Bo Henriksen havde fået sparket en måned forinden.

Nu har støvet lagt sig, og den spanske træner har haft seks kampe i spidsen for FC Midtjylland. De første fire kampe med varierende succes, mens de seneste to bød på hjemmesejre over først Lazio med hele 5-1, og dernæst over F.C. København med 2-1.

Valget af Albert Capellas som FC Midtjyllands nye cheftræner kom måske som en overraskelse for nogen. Det er dog næppe kommet bag på Thomas Frank, der har et særdeles godt kendskab til den nye FCM-træner.

Den 54-årige spanier var således assistenttræner under Thomas Frank i Brøndby fra sommeren 2014 til udgangen af 2015.

Hvad der til gengæld kommer bag på Thomas Frank er, at han ikke har været inde over processen.

– Det kan jeg faktisk sige, at det har jeg ikke. Du er ikke den første, der har spurgt, men hånden på hjertet – det har jeg ikke været. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke var det, siger han med et grin til campo.dk og fortsætter:

– Men jeg synes, og det er nok det allervigtigste, at de (FCM, red.) har truffet et fremragende valg. De er gået i en lidt anden stil, end de normalt har gjort. Hvert fald hvis man skal kigge på spillestil, hvilket jeg personligt pisse godt kan lide.

– Og så synes jeg jo, at Albert er en super dygtig træner og en fantastisk person. Man ved aldrig, om noget bliver et 100 procent perfekt match – men jeg synes, at det tegner meget spændende.

Thomas Frank om landstrænerjob: Et spørgsmål om timing

Med deres fælles fortid og nu cheftrænerjobs i FC Midtjylland og Brentford, der har samme ejer, kommer Thomas Frank og Albert Capellas formentlig til at udveksle et par ord i ny og næ – men det havde de nok gjort alligevel.

– Albert og jeg har snakket fodbold uanset hvad. Vi har ringet forbi hinanden nogle gange, lige her omkring da han blev ansat, og vi har skrevet lidt til hinanden. Så vi kommer til at fange hinanden i den nærmeste fremtid.

Med den nu overståede landsholdspause skal de to cheftrænere til at kigge frem mod et tætpakket kampprogram.

For Thomas Franks vedkommende går turen lørdag til Bournemouth, mens Albert Capellas og FC Midtjylland søndag tager imod lokalrivalerne fra Viborg FF.

Du kan se interviewet med Thomas Frank i videoen øverst i artiklen.

Interview og video: Allan Hvid

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P