International Fodbold

Dansker er med: Se listen over verdens største talenter

Siden 2014 har den britiske avis The Guardian udgivet en liste over verdens største talenter fra en specifik årgang. I år er ingen undtagelse.

60 talenter fra hele verden født i 2005.

Det er, hvad årets ‘Next Generation’-liste fra britiske The Guardian har at byde på.

På listen er især to navne interessante set med danske briller.

Den ene er således en dansker, mens den anden er en svensker i dansk fodbold – og du har nok gættet, hvem sidstnævnte er.

Listen med de mange talenter udvælges af journalister fra forskellige lande. I forhold til valget af det danske talent på listen, er det Jyllands-Postens Jesper Haue Hansen, der har udpeget ham.

Det danske talent på listen:
Zidan Sertdemir er navnet, 17 år er alderen.

Har man hørt om ham, skyldes det formentlig, at han fik en masse omtale, da han i en alder af blot 16 år og 276 dage fik debut for Bayer Leverkusens førstehold i Bundesligaen.

Dermed blev han den yngste debutant i klubbens historie, og samtidig den næstyngste debutant i Bundesligaens historie. Midtbanetalentet står nu noteret for tre førsteholdskampe i Bayer Leverkusen.

Se listen over alle ‘Golden Boy’-vindere – Hvordan er det gået dem?

Den unge dansker er opkaldt efter den legendariske franskmand Zinedine Zidane, og blev hentet fra FC Nordsjælland til Bayer Leverkusen forrige sommer.

I forbindelse med skiftet udtalte Bayer Leverkusens sportsdirektør, Simon Rolfes, følgende:

– Vi ser et kæmpe potentiale i ham, og tror på, at han vil sætte sit præg på den professionelle scene.

Zidan Sertdemir har allerede debuteret på den danske U19-landshold, og har også tidligere fået ros af den danske U21-landstræner, Jesper Sørensen.

Det svenske talent:
Ikke overraskende er det F.C. Københavns Roony Bardghji.

Den unge svensker fylder 17 år midt i november, men står allerede noteret for 18 førsteholdskampe for F.C. København.

Selvom det efter hans debutperiode er gået en anelse ned i kadence for den unge FCK’er, er han stadig at regne for blandt verdens største talenter i sin årgang.

LISTE: De yngste debutanter i Superligaens historie

Roony Bardghji blev hentet til F.C. København fra svenske Malmö FF i sommeren 2020, og fik sin debut i forrige sæson i en alder af 16 år og seks dage. Dermed er han den tredjeyngste debutant i Superligaens historie.

Roony Bardghji har allerede fået debut på det svenske U21-landshold.

Du kan se resten af The Guardians liste med de 60 største talenter i verden fra årgang 2005 HER.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P