
Storspillende Eriksen fik tanken fyldt med selvtillid: Den perfekte afsked med et fyldt Parken
Danmark kom, så og sejrede mod de forsvarende verdensmestre, der ikke kunne styre en storspillende Christian Eriksen.

Christian Eriksen viste sig frem med stort overskud i danskernes sidste landskamp før VM-slutrunden i Qatar.
Afleveringerne fra den danske midtbanemaestro lå snorlige og ramte flere gange ømme punkter hos franskmændene, der slukørede måtte forlade den danske nationalarena med et 2-0-nederlag i bagagen.
Styrmanden var efter kampen glad for at slutte denne omgang Nations League af med en pragtpræstation foran de 36.064, som havde fundet vej til Parken søndag aften.
– Det var den perfekte afsked med et fyldt Parken, og i forhold til at få selvtillid til slutrunden, så var det den perfekte afsked, siger Christian Eriksen til campo.dk.
Danmark kunne med en sejr i Parken sikre sig førstepladsen i Nations League-gruppen, hvis Kroatien samtidig smed point i Østrig.

Desværre for Kasper Hjulmand og co. fik kroaterne til sidst sledet en 1-3 sejr hjem. Derfor ender danskerne på andenpladsen i Nations League, og kan nu se frem mod VM i Qatar, der starter om små to måneder.
Lørdag roste Raphael Varane sin danske holdkammerat i Manchester United til skyerne. Det kan du se nedenfor.