
Uwe Rösler øjner udfordringer: De tre store klubber er ikke engang i top seks
Uwe Rösler analyserer stillingen i Superligaen, hvor han ser en stor udfordring i, at "de tre store klubber" befinder sig udenfor top seks under landsholdspausen.

Top seks, top seks, top seks.
Selvom det ikke altid bliver sagt højt, er det utvivlsomt det mantra, som en stor del af klubberne i Superligaen forsøger at følge – eller opnå.
Det virker også til at være tilfældet i AGF, hvor cheftræner Uwe Rösler gør status ovenpå sine første 10 kampe i spidsen for Aarhus-klubben i Superligaen.
Her indtager AGF lige nu en femteplads med 16 point efter de første 10 runder. Men selvom placeringen i tabellen er godkendt ifølge AGF-træneren, øjner han en udfordring, som de øvrige af de nuværende top seks-klubber formentlig også ser – for hvor er ‘de store klubber’?
– Som jeg ser det, er ligaen i år ekstremt meget ‘alle-kan-slå-alle’. De tre store klubber er ikke engang i top seks, hvilket gør det endnu mere udfordrende, fordi de får gang i maskineriet på et tidspunkt. Måske ikke alle tre, men mindst to af dem, siger Uwe Rösler til campo.dk og uddyber:
– Det gør hele situationen endnu mere besværlig, for man ser samtidig også klubberne med kontinuitet og stabilitet i deres tilgang gennem årene – om det er træneren, spillerne eller spillestilen – er i top seks. Vi taler om Randers, Viborg, Silkeborg og FC Nordsjælland.
– Klubberne med transformationer, nye trænere og nye spillere – især de store klubber – de har udfordringer i øjeblikket. Så ja, i forhold til placeringen i tabellen, er vi der, hvor vi gerne vil være, men i forhold til pointene, ville jeg gerne have haft mindst to mere.

Uwe Rösler og AGF har grundet landsholdspausen lige nu tid til at gå dét ekstra i dybden på træningsbanen, inden Superligaen kalder søndag den 2. oktober.
Her venter først F.C. København i Parken, inden FC Midtjylland gæster Ceres Park ugen efter.