
Premier League vedtager minimumsstraf for fanuroligheder
Premier League-klubberne er i dag nået til enighed om en minimumsstraf på et år for blandt andet baneløbere og pyroteknik.

Pyroteknik, slåskampe og stjålne trøjer.
Fankulturens skyggeside har i den seneste tid flere gange vist sit grumme ansigt rundt i Europa såvel som herhjemme.
Og nu forsøger man i England at gøre op med fanurolighederne. Holdene er nemlig på et møde onsdag blevet enige om en minimumsstraf på et års karantæne for sådanne uroligheder. Det meddeler Premier League i dag i en pressemedelelse.
– Fans, som bliver taget med eller affyrer pyroteknik eller røgbomber, eller som invaderer banen uden tilladelse, vil blive tildelt en automatisk klub-karantæne på minimum et år, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
– Karantænerne kan også ramme værger eller forældre til børn, som medvirker i sådanne aktiviteter. Reglen træder i kraft med det samme, og karantænen gælder både for udebane- og hjemmebanekampe.
Allerede inden denne sæson indførte Premier League øgede restriktioner for at sætte fokus på opførslen på tribunerne.

De nye regler træder som sagt i kraft fra næste spillerunde, som tager sin start den 1. oktober. Her skal de stå sin første test, når runden indledes med North London derby.