
Rusland udelukkes også fra EM-kvalifikationen
Vm bliver uden russisk deltagelse, og det samme bliver EM i 2024.

Det bliver ikke med deltagelse af Rusland, når EM i 2024 skal afvikles.
Europamesterskaberne skal om to år afholdes i Tyskland, men det bliver under ingen omstændigheder med deltagelse af den krigsførende nation.
Det har UEFA tirsdag offentliggjort.
– Alle russiske hold er i øjeblikket suspenderede som følge af beslutningen fra UEFA’s eksekutivkomité den 28. februar 2022, hvilket blev yderligere bekræftet af Sportens Voldgiftsret (CAS, red.) den 15. juli 2022.
– Rusland er derfor ikke medtaget i EM-kvalifikationslodtrækningen 2022-24, lyder det fra UEFA.

Lodtrækningen til den kommende EM-kvalifikation foregår i Frankfurt den 9. oktober, og her vil Rusland og Tyskland ikke være at finde i bowlerne.
Mens det for Ruslands vedkommende skyldes invasionen af nabolandet Ukraine, så er der en langt mere fredelig årsag til Tysklands fravær.
Tyskland er som værtsland automatisk kvalificeret til turneringen i 2024, og ‘Die Nationalelf’ skal derfor ikke igennem kvalifikationen.
I EM kvalifikationen deles de resterende 53 UEFA-nationer op i ti grupper. Herfra går alle første- og andenpladser direkte videre til slutrunden, mens tre øvrige nationer skal findes via en playoff i marts 2024.