
Politiet bekræfter: Brøndby-hooligans overfalder FCK-fans i Dortmund
En gruppe Brøndby-ultras er rejst til Dortmund, hvor de i fællesskab med en gruppe af Borussia Dortmunds hooligans har overfaldet flere af de medrejsende FCK-fans.

Åndssvagt, håbløst, idiotisk.
Ordene til at beskrive scenerne i Dortmund er mange, efter der mandag var et sammenstød mellem en større gruppe af FCK’s medrejsende fans og en gruppe ultras fra Brøndby og Dortmund.
Sammenstødet fandt sted i hjertet af den tyske storby. Det bekræfter det lokale politi overfor Ekstra Bladet tirsdag.
– I går aftes var der sammenstød mellem rivaliserende fodboldfans i hjertet af Dortmund.
– Ifølge vores opgørelse deltog 50-70 personer fra ultras-miljøet omkring klubberne Borussia Dortmund og Brøndby, der befandt sig sammen i byens centrum omkring klokken 19.30 i går aftes, skriver presseenheden hos politiet i en e-mail til Ekstra Bladet.
Politiet oplyser videre, at det endte med et sammenstød med isolerede FCK-fans omkring klokken 20.20 nær Zum Alten Markt og efterfølgende på Kampstraße. Da politiet ankom, flygtede de involverede i forskellige retninger.
Politiet bekræfter desuden, at to personer har pådraget sig mindre skader, samt at der er blevet rejst sigtelser.

Kampen mellem Dortmund og F.C. København fløjtes i gang i Dortmund tirsdag klokken 18.45 og kan ses på TV3+ og Viaplay.