Makienok kan debutere mod Brøndby: Typisk og sjovt
Simon Makienok er denne sommer vendt tilbage til dansk fodbold, og skæbnen vil, at den store angriber kan debutere som AC Horsens-spiller mod sin tidligere klub Brøndby IF.
Det er otte år siden, at Simon Makienok sagde farvel til Brøndby IF.
Den blonde angriber skiftede efter to og et halvt år i klubben til italienske Palermo, og siden er turen gået over både engelsk, hollandsk og tysk fodbold, inden han på transfervinduets sidste dag i år skiftede til AC Horsens.
Nu vil skæbnen, at han kan debutere for AC Horsens mod netop den klub, som han nåede at repræsentere 79 gange.
– Helt generelt glæder jeg mig bare sindssygt meget til at komme tilbage og spille på alle de danske stadioner, som jeg har så mange gode minder og oplevelser med, nu mange år tilbage. At det så lige brager sammen med Brøndby i første kamp, det er selvfølgelig typisk og lidt sjovt, siger Makienok i en video på AC Horsens hjemmeside.
Makienok har siden skiftet til Palermo i 2014 repræsenteret klubber som Charlton, Preston, Utrecht, Dynamo Dresden og senest St. Pauli, men nu glæder han sig over igen at kunne kommunikere med sine holdkammerater på sit modersmål.
– Det er selvfølgelig bare sjovt, at det lige er første kamp, og bare det med at være tilbage på stadion, og være tilbage i ens eget land og sprog, det betyder bare meget.
AC Horsens er ikke ene om at have en potentiel debutant i truppen til søndagens kamp.
Trupnyt: Nye Brøndby-tilgange mulighed for debut mod HorsensFor Brøndbys vedkommende kan både Nicolai Vallys og Ohi Omoijuanfo debutere i den gule Brøndby-trikot.
Simon Makienok spillede særligt i sæsonen 2012-13 en stor rolle for Brøndby, da de i sæsonens sidste kamp reddede sig fra nedrykning ved at slå netop Makienoks nye hold – AC Horsens.
Frustreret svensker efter misset Brøndby-skifte: Burde være behandlet for længe siden– Jeg har jo som sagt rigtig mange gode oplevelser med at spille Superliga. Det var så Brøndby dengang, og nu vil jeg så gerne skabe det her og gøre det her i Horsens, og så synes jeg egentlig bare, det er sjovt, at det lige er mod Brøndby i første kamp, lyder det fra Makienok.
I sin tid i Brøndby blev det til i alt 36 scoringer for den godt to meter høje angriber.