Hvem er FCM’s nye midtbane-tilgang? Ekspert giver dig svarene
FC Midtjyllands nye tilgang Emiliano Martinez ringer ikke de store klokker i dansk fodbold. Få her et indblik i midtbanespillerens kvaliteter.
FC Midtjylland har netop bekræftet tilgangen af Emiliano Martinez.
Den 23-årige midtbanespiller ankommer fra brasilianske Red Bull Bragantino, og medmindre man følger med i sydamerikansk ligabold, ringer FCM’s nye spiller formentlig ikke nogen klokke.
Officielt: FC Midtjylland henter Onyedika-afløser i BrasilienDet kommer han nu til, men inden han går på grønsværen i Superligaen, får du her en idé om, hvem Martinez egentlig er, og hvad dansk fodbold kan forvente af hans tilgang.
Campo.dk har nemlig interviewet Andreas Wahl Knudsen, der er ekspert på brasiliansk fodbold og stifter af podcasten ‘Brasserbold’.
– Martinez er en spiller som har det klassiske Red Bull-DNA i blodet. At han er fra Uruguay, gør det kun bedre. Deres fodboldmentalitet er meget anderledes end i Danmark. Her skal man vinde uanset hvad. Tænk på Luis Suárez, der bider. Det synes man er i orden, fordi han ofrer sig for sit land, lyder det fra Andreas Wahl Knudsen.
Udover den mentale tørst efter sejr, ankommer Martinez som en defensiv oprydder på midtbanen.
– Han er en god bolderobrer, og kan læse spillet godt. Han er også god til at “lukke af” og gøre det svært for modstanderne. Med en højde på 1.84 kan han også give den gas i hovedspillet. Han er bedst som bølgebryder lige foran forsvaret, hvor han kan opsnappe bolde.
Emiliano Martinez får muligvis mulighed for debut i FC Midtjylland, når AaB kommer på besøg søndag den 4. september.