Medie: FCM vil også lege med om transferrekorden – byder 45 millioner kroner
FC Midtjylland har angiveligt udset sig afløseren for Raphael Onyedika, og midtjyderne er klar med den helt store pengepung.
Bliver det FC Midtjylland eller F.C. København, der sætter ny transferrekord i Danmark?
Mens B.T. tirsdag kunne afsløre, at F.C. København er millimeter fra at hente Andreas Cornelius hjem for 45 millioner kroner, melder mediet France-Bleu, at FC Midtjylland også arbejder med store beløber på heden.
Ifølge France-Bleu, har FC Midtjylland således udset sig Jean Emile Junior Onana Onana som Raphael Onyedikas afløser.
Jean Onana tørner lige nu ud for franske Bordeaux samt Camerouns landshold.
Mediet skriver videre, at FC Midtjylland skulle have sendt et bud på seks millioner euro, svarende til 45 millioner kroner, for Jean Onana – samme beløb, som F.C. København angiveligt er ved at hente Andreas Cornelius for.
Dansk medie afslører: FCK henter Cornelius i rekordhandelSkulle det ende med en handel på 45 millioner kroner, vil det dermed være FC Midtjyllands dyreste indkøb nogensinde. Faktisk vil det endda være superligaens dyreste indkøb nogensinde.
FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, har tidligere bekræftet, at man leder efter en defensiv midtbanespiller efter salget af Raphael Onyedika til Club Brügge. Her indkasserede midtjyderne i omegnen af 75 millioner kroner.