AaB-sportschef jagter Grønning men maner til besindelse: Selv Messi kunne formentlig ikke gøre det alene
Sebastian Grønning er blevet fri på markedet, efter han ophævede sin kontrakt med sydkoreanske Suwon Bluewings. Hos AaB arbejder man på sagen.
Sebastian Grønning har fået ophævet sin kontrakt med Suwon Bluewings.
I vinters forlod han Superligaen, hvor han tidligere har tørnet ud for AaB, Viborg og Hobro. De to førstnævnte klubber har da også begge udvist interesse for den transferfrie angriber.
Søndag eftermiddag var Grønning på tribunen til Randers-AaB. Da AaB-sportschef, Inge André Olsen, blev forholdt angriberens tilstedeværelse bekræftede han, at man fortsat arbejder på et skifte, der kan bringe Sebastian Grønning tilbage på Aalborg Portland Park.
– Jeg vidste ikke, at han kiggede på kampen her, men jeg har jo ikke lagt skjul på, at det er en transfer, vi arbejder på. Når en tidligere AaB-spiller som ham er ledig på markedet, så skal vi selvfølgelig undersøge mulighederne, og vi snakker med hans bagland, siger AaB’s sportschef, Inge André Olsen til Nordjyske.
AaB-chefen fortæller desuden, at det ville overraske ham meget, hvis Sebastian Grønning indenfor de næste dage har skrevet under med en anden superligaklub.
Teenagedebutant hylder medrejsende AaB-fans efter drop: Ærgerlig over det kosterDog betyder en eventuel aftale med Sebastian Grønning ikke, at AaB’s udfordringer med at lave mål er ovre.
– Det er vigtigt at huske på, at det er kollektivet, der skal sikre os nogle sejre, og ikke en enkelt spiller. Selvom vi havde hentet Messi, havde han formentlig ikke kunnet gøre forskellen alene, påpeger Inge André Olsen.
AaB skal forsøge at rejse sig fra 1-0 nederlaget mod Randers, når FC Midtjylland i den kommende weekend byder op til dans på MCH Arena.