
PSG sender spansk midtbanekriger på lån i hjemlandet
Paris Saint-Germain sender Ander Herrera tilbage til Spanien på udlån for resten af sæsonen.

Athletic Club kan nu sige velkommen til en gammel kending.
Efter at have sendt Ander Herrera til Manchester United i 2014 kan LaLiga-klubben nu byde spanieren velkommen retur. Det bekræfter klubben lørdag på dens hjemmeside.
Ander Herrera støder til på et sæsonlangt udlån fra den franske storklub, Paris Saint-Germain, hvor den nu 33-årige midtbanespiller har haft sin daglige gang siden 2019.
Klubben kan i øvrigt meddele om en købsoption for Herrera ved slutningen af hans lejeophold i det spanske.
Ander Herrera fik i sin tid sit store gennembrud i Athletic Club, da han fra 2011 til 2014 repræsenterede klubben fra sit hjemland.
Her spillede Herrera 128 kampe for den spanske klub, inden han i sommeren 2014 skiftede til Manchester United i Premier League, med hvem han både vandt Europa League, FA Cuppen og Liga Cuppen.

Siden 2019 er midtbaneslideren tørnet ud for Paris Saint-Germain, hvor det er blevet til 95 kampe, to franske mesterskaber og to French Cup mesterskaber.