
Liverpool-målscorer efter rekordsejr: Vigtigt at rejse sig efter United-nederlag
Ifølge Trent Alexander-Arnold var det vigtigt for truppen at rejse sig efter det skuffende resultat mod rivalerne fra Manchester i mandags.

Ni mål, syv forskellige målscorere og en tangering af en Premier League-rekord.
Sådan kan Liverpools præstation mod Bournemouth i dag opsummeres, da Scouserne ydmygede klubben fra den engelske sydkyst med 9-0.
Og efter en forfærdelig sæsonstart, der havde fået ordet ‘krise’ til at ulme i Liverpool, var det vigtigt for holdet endelig at vise sit værd i dag. I hvert fald hvis man spørger en af kampens målscorere, Trent Alexander-Arnold.
– Vi startede kampen rigtig godt i dag, det var vigtigt i dag efter nederlaget i mandags. Det var vores fokus i dag; at komme hurtigt ud af starthullerne, fortæller englænderen efter kampen.
– Det var en forrygende præstation fra os i dag, og vi scorede mange mål, så det var en exceptionel præstation, fortsætter højrebacken, som selv bidrog med en fornem scoring i målfesten.
Sejren var Liverpools første i indeværende Premier League-sæson, efter en foruroligende dårlig sæsonstart fra sidstesæsons nummer to.

Med sejren spiller Liverpool sig op på Premier Leagues niendeplads og kan fordoble sejrsstimen på onsdag, hvor Newcastle gæster Anfield Road.